Derfor er en løbecykel en god idé til familiens mindste

0
1239

En aktiv livsstil er godt for hele familien. Ved at have en aktiv livsstil og leve sundt, kan det være med til at sikre hele familien et godt helbred og mange år at leve i. Når børnene er små, kan det til tider være vanskeligt at have en aktiv livsstil, da de små ben ikke kan gå ret mange kilometer, før de bliver trætte. Her kan en cykel være et godt alternativ. De fleste børn lærer først at cykle på en rigtig cykel når de er 4-6 år gamle, så indtil da kan dine børn med fordel øve sig på en løbecykel.

 

Træn barnets balance

Løbecykler kan benyttes af børn helt ned til 2-årsalderen, og det kan være en god idé at begynde træningen på løbecyklen allerede da. Når dit barn kører på en løbecykel, er det med til at træne barnets balance, så de er langt bedre til at holde balancen, når de engang skal lære at cykle på en almindelig cykel. De fleste børn lærer hurtigt at køre på en løbecykel, så det kræver ikke meget øvelse. Ved at vælge en løbecykel frem for en cykel med støttehjul, kan du i højere grad hjælpe dit barn med at træne balancen, som kan være til stor gavn senere i livet.

 

Øv trafikreglerne med familiens mindste

Allerede når børnene er helt små, kan du med fordel begynde at øve trafikreglerne med dem. Ved at starte allerede når barnet er lille, giver du dit barn gode forudsætninger for senere at kunne færdes sikkert i trafikken. Ved hjælp af løbecyklen kan du lære dine børn om færdselsreglerne, som de senere skal kunne, når de skal cykle på en almindelig cykel. Jo mere du sørger for at træne med dit barn som lille, jo mere har du gjort dem i stand til at færdes sikkert i trafikken alene, når de bliver ældre. Du kan for eksempel træne dit barn i at stoppe, når de kører hen til hajtænderne, række hånden op når de stopper, samt at række hånden ud, når de skal dreje til højre.

 

Tag de mindste med på løbeturen

Hvis dine børn bliver trygge ved at køre på en løbecykel, bliver det i langt højere grad lettere for hele familien at have en aktiv livsstil. Når familiens mindste kan køre på løbecykel, bliver det for eksempel muligt at tage barnet med på en længere gåtur eller en løbetur. Det er let at have sit barn med på en løbetur, og som forælder skal du blot tilpasse din løbefart nogenlunde til barnets fart på løbecyklen. Hvis I drømmer om at gå en lang tur, er det også nemt at have barnet med på løbecykel. For at gøre det lettere at have barnet med på gåture, er det en god idé at lære barnet at stoppe, når I siger ”stop”. På den måde bliver det lettere at have barnet med på løbecyklen, også selvom barnet kører lidt længere fremme end jer. Når dit barn er vant til at stoppe på kommando, kan I hindre barnet i at køre ud på vejen og komme galt af sted.